Kasper Beck Hemmingsen er uddannet Kor- og Ensembleleder fra Nordjysk Musikkonservatorium (i dag Det Jyske Musikkonservatorium). Efter 5 års studier afsluttede han i 2003 med Musikpædagogisk Diplomeksamen. Hovedfagsundervisere var Søren Birch, Flemming Vistisen og Jørgen Fuglebæk. Han har ligeledes studeret musikvidenskab på Aarhus Universitet. Han har deltaget i kordirigentkurser og masterclass under bl.a. Anders Eby, Alice Granum og i orkesterdirektion ved Dr. William LaRue Jones.
I dag er han ansat som studielektor i korledelse ved Musikvidenskab på Københavns Universitet, timelærer i korledelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og underviser i korledelse på Sjællands Kirkemusikskole.
Han har arbejdet med kor på mange niveauer og i forskellige besætninger, herunder ungdoms-, dame-, herre- og blandede kor. I arbejdet lægger han bl.a. vægt på sund stemmebrug, klang og tekstnær fortolkning. Kasper er fast dirigent for Kammerkoret Carmina og UAK, og han engagerer sig også gerne i projekter som eksempelvis OPERAkompagniets opsætning i 2008 af 'Dido og Aeneas' af Henry Purcell.
Han har været gæstedirigent for blandt andet Kammerorkester Öresund, Vendsyssel Symfoniorkester og Nordjyllands Amts Symfoniorkester og har desuden været tilknyttet Aarhus Kammeropera som dirigent.
Kasper Beck Hemmingsen har uropført værker af blandt andre Ib Nørholm, Bo Gunge, Søren Birch, Pernille Louise Sejlund, Svend Hvidtfelt Nielsen, Per Drud Nielsen, Phillip Faber og Bjarke Moe.